UNG & ADHD

Jeg har altid følt mig dum. 

Jeg vidste godt jeg var intelligent, men jeg var jo alligevel dum. 

Hvorfor lykkedes ting aldrig for mig? 

Hvorfor kunne jeg kun koncentrere mig om mine lektier i 10 minutter (hvis jeg overhovedet lavede dem) men sagtens læse og læse i min yndlingsbog? 

Var jeg doven? Det var jeg måske, alle kaldte mig det i hvert fald. Jeg kunne heller ikke følge med i skolen, eller måske gad jeg bare ikke? Jeg sad altid og drømte mig væk i timerne eller tegnede og malede i min kalender. Jeg havde mange gode intentioner om at strukturere flotte kladdehæfter med noter og lære noget. Men det skete bare aldrig. Hvis jeg ikke drømte mig væk eller tegnede så forstyrrede jeg klassen med at snakke og kaste sedler rundt. Jeg rakte aldrig hånden op, jeg fattede jo alligevel ingenting.

 Men intelligent det var jeg. Men også dum.

Derhjemme kunne jeg ikke overskue ting, blev altid distraheret og jeg gad i hvert fald ikke hjælpe til.

Alting spidsede til og gik helt galt da jeg kom på kostskole i gymnasiet. Jeg skulle selv passe alting. 

Jeg lavede ikke lektier, kom for sent, sagde stadig aldrig noget. Jeg gav op og skiftede til HF. Det hjalp heller ikke. Jeg flyttede i lejlighed i 2006 og lavede aldrig mad. Det irriterede mig at det skulle tage så lang tid. 10 minutter på at lave mad og vente? Nej tak. Jeg havde 30% fravær på HF og kom på dårlige undskyldninger for mit fravær hele tiden. Socialt fungerede jeg godt. Masser af venner, udadvendt, snakkede hele tiden. Levede for weekender og alle fyrene, som jeg oftest blev nærmest sygeligt besat af.

Jeg flyttede til Odense i 2008 med en veninde og trak mig ind i mig selv socialt. Jeg kunne ikke overskue at skulle ud og være opsøgende og alting krævede simpelthen så meget energi - energi jeg ikke havde.

Jeg fik fuldtidsjob. Kom for sent, sygemeldte mig. Det var for meget og drænede mig. Jeg blev deprimeret.

2009 flyttede jeg hjem til mine forældre fordi jeg fik en blodprop. Jeg fik maden serveret og tingene blev gjort for mig. Det var dejligt, men jeg følte mig ugidelig. Åndsvag. Jeg kunne jo ikke finde ud af noget. Begyndte på videregående uddannelse og her blev det meget klart for mig at jeg jo var dum. Jeg prøvede at læse, ville så gerne, men informationerne blev ikke siddende i mit hovede. 

***

Jeg bliver let distraheret. Jeg stopper op midt i samtaler og har glemt hvad jeg snakkede om eller begynder at snakke om noget andet. Jeg afbryder folk fordi jeg ikke kan vente. Jeg har svært ved at lytte efter, mit hovede svæver andre steder hen og så må jeg fake at lytte efter. 

Jeg snakker hele tiden hvis jeg kan komme til det og nogen gange tror jeg vitterligt at jeg er ligeglad med hvad andre mennesker har at sige. Så føler jeg mig som et dårligt menneske.

Jeg påbegynder opgaver og så mister jeg interessen. Og der er langt fra tanke til handling. Der er ikke noget der hedder 'bare'. Jeg kan ikke overskue at gøre rent, lave mad, vaske tøj, rydde op. Det kræver overblik, energi og overskud jeg ikke har. Hvis jeg har været i netto, så har jeg opbrugt min 'nedern ting' kvote for en dag. 

Jeg har ikke styr på tid. Jeg har ikke styr på en skid. Glemmer ting. Hvis mine nøgler ikke hænger på væggen, er i min taske eller i mine smykker? Så ved jeg ikke hvor de er.

Jeg kommer altid for sent. Og fordi jeg er dårlig til at initiere mig selv, så skal jeg altid lige feje, stable mine papirer eller rydde op på bordet lige inden jeg skal ud af døren. Ellers bliver det ikke gjort.

Jeg er hyperaktiv i hovedet. Mine tanker styrer mig og ikke omvendt. Jeg fokuserer også tit på EN ting, og jeg kan ikke lægge det fra mig. F.eks med fyre. Jeg overfortolker ikke, jeg HYPERfortolker. Den stopper aldrig, og når jeg lige er nået til en konklusion jeg er tilfreds med må jeg begynde forfra. Derfor har jeg også svært ved at sove. Jeg kan også tit (her skulle jeg til at springe fra at sove til noget helt andet, huske mig selv på at det var et symptom jeg skulle huske - at tankerne springer ustruktureret - og så glemte jeg hvad det egentlig var jeg også tit kan .. ) Jeg tror det var at jeg nærmest kan blive sindsyg når jeg er ude. Jeg kan ikke lukke af for lyde og absorberer alting. Derfor bliver jeg også hurtigt træt.

Jeg er ofte hypoaktiv.

Har svært ved at tage mig sammen til noget og kan bruge så meget energi på at planlægge hvad jeg skal at jeg liiiige bliver nødt til at tage mig en lur. Er ofte motivations-forladt og virker opgivende.

Der er så meget mere for det er en omfattende og kompleks diagnose og ikke to med ADHD ligner hinanden. 

Jeg skriver det her fordi jeg skulle blive 25 år før jeg fandt ud af, og diagnose på, hvad der var galt med mig. 

Så hvis der kommer bare en forbi der kan genkende sig selv og få hjælp er det fint at jeg har udleveret mig selv på denne måde.

I mit tilfælde indebærer dette her at min psykiater mener jeg har brug for; 

- En støtteperson i hjemmet til at hjælpe mig med de huslige opgaver.

- En person der under uddannelse kan hjælpe mig med strukturering.

- Evt. revalidering ellers handicap-su.

- Ritalin

- Samtaleterapi og ..

- Indlæring

Det bedste og sværeste ved diagnosen er at finde ud af at jeg IKKE er uintelligent, doven eller et dårligt menneske. Men det kræver arbejde at komme ud af de tanke-mønstre.

Attention Deficit Hyperactivity Disorder.

Kernesymptomerne er;

- opmærksomheds-forstyrrelse

- hyperaktivitet

- impulsivitet

Der findes en lang række træk ved ADHD'en, men disse er de mest normale.

• er rastløs og mangler evnen til at slappe af
• har svært ved at holde opmærksomheden og koncentrationen
• bliver let distraheret
• virker glemsom
• har svært ved at organisere tid
• har et svingende humør og et hidsigt temperament
• er følsom over for stress og har en lav frustrationstærskel
• kan ikke planlægge og organisere
• taler og handler uden tanke for konsekvenserne

Håndbog for støttepersoner - virkelig informativ og nem at læse.