FAR ♥ 2 ÅR

Jeg gemmer mig væk i dag ..

KRITIK OG SKULDERKLAP I BLOGLAND

Jeg tror faktisk ikke rigtig jeg har tænkt over dette før, eller jo, men mest ift. hvilke kommentarer jeg får på bloggen. I er allesammen rigtig søde til at kommentere og sige pæne ting, men ville i turde sige hvis noget skulle ændres? Hvis jeg har tegnet en tegning og overset noget (som f.eks at min ene CANDY GIRL mangler at få farvet en lille trekant af sit hår, haha) eller hvis i synes der mangler en streg, burde fjernes en streg? Hvis noget kunne forbedres somehow i jeres hoveder?
For det synes jeg man skal kunne!
Grunden til jeg tager det op ligepludselig er at jeg for nogen timer siden smed en kommentar om skriften på en illustration, jeg synes ville have fungeret bedre hvis den var mindre. Jeg fik et mere eller mindre defensivt/flabet svar tilbage, skrevet humoristisk (selvfølgelig) så det virkede som om hun ikke blev ramt.
Det er da klart det ikke er skide sjovt, men jeg havde overhovedet ikke skrevet noget nedladende, bare kommet med et forslag fordi jeg netop synes illustrationen var så flot at det var synd.
Må man virkelig ikke det? Må man ikke sige ting på en pæn måde? Må man slet ikke komme med konstruktiv kritik eller blogland virkelig kun til for at fodre vores egoer?
Hvorfor skal vi gå med listesko hele tiden og være bange for at stille spørgsmålstegn ved de indlæg vi læser?
Jeg synes det er forkert. Jeg bliver sgu da ikke bedre til at tegne hvis der ikke er nogen der fortæller mig hvad jeg kan gøre bedre? Hvis ingen udfordrer mit perspektiv og tvinger mig til at lære. I den virkelige verden, men også i blogland.
Hvad synes i? Skal vi kun rose hinanden til skyerne så vi allesammen kan føle os ih og åh så gode?
Eller kan der måske være plads til at pointere en stavefejl, en skæv streg og et fotografi med forkert fokus?

I er btw allesammen velkomne til at pointere manglen på kommaer i mine indlæg.
Jeg kan ikke finde ud af dem. Kommaer er dumme og grimme.

P-PILLER & BLODPROPPER

Søde Nanna skrev igår et indlæg om p-piller og blodpropper. Et emne der har været oppe mange gange, men som aldrig kan få for lidt opmærksomhed. Dette er min blodprop historie skrevet tilbage i 2010. 

Jeg udleverer mig selv ret meget herinde, med min far, med B og andre ting, men jeg synes faktisk det her er ret grænseoverskridende. Jeg vælger at gøre det alligevel fordi de fleste går og tror det ikke rammer dem, men det skal jo ramme nogen? Og er det virkelig det værd? I mit tilfælde er det selvfølgelig et rungende nej! Udover det sidder jeg her næsten 4 år efter og kæmper med en ret vild sygdoms-angst der har resulteret i adskillige søvnløse nætter, mistro overfor læger og medicin og små panik-anfald når mit ben gør ondt, jeg har feber o.lign. 

"Nej, jeg siger ikke det er farligt for alle at tage p-piller. Jeg siger heller ikke at p-piller ikke er gode for nogen. Lad mig bare lige slå dette fast. Det her er min historie og hvad der skete for mig!

I november 2008 blev fik jeg akut lumbago = hold i ryggen og måtte ligge ned i 3 meget kedelige uger. Da min ryg endelig var kommet på plads blev jeg syg. Jeg havde lidt feber, meget ubehagelig rygsmerter der ikke var relateret til mit hold i ryggen, vejrtrækningsproblemer, ondt i brystkassen og hostede blod op. Jeg var indlagt en enkelt dag, hvor jeg fik af vide jeg NOK havde lungehindebetændelse og fik pencillin, der efter 6 dage uden nogen tegn på det virkede, ikke alarmerede lægerne. Disse ting var on/off indtil den 21. Januar 2009 hvor jeg ville træde ud af sengen og mit højre ben faldt sammen under mig. Jeg kunne slet ikke gå. Jeg ringede efter et par timer til mine forældre og de kørte fra sjælland til fyn for at hente mig.

Klokken 23.30 kunne de så på Slagelse Sygehus konstatere at jeg have en 40 centimeter lang blodprop i mit højre ben og jeg blev indlagt. 21 år.

Jeg var indlagt i 12 dage, hvilket der med den behandling jeg fik var lang tid. Jeg blev overført til Gentofte hospital og det er her de fortæller mig at jeg højst sandsynligt har haft en blodprop i lungen også. De udfører de noget der hedder trombolyse, hvor de indfører en slange direkte op i din vene eller åre, alt efter hvor din blodprop befinder sig. Slangen er forbundet med en kæmpe maskine der 4 gange i minuttet sprøjter blodfortyndende direkte ind i blodproppen. Jeg fik selvfølgelig af vide at der var visse risici forbundet med denne behandling, men at risikoen for gener efterfølgende var betydelig mindre. Tromboselæge fortalte mig at "der er 0,5% risiko for indre blødninger, men vi har lavet denne behandling i 5 år og der er aldrig sket noget" - Mit selvprofetiske svar var "JA, og jeg er 1 ud 1000 der har fået en blodprop pga. p-piller, hvorfor i al verden skulle jeg så ikke få en indre blødning" !

På 2.dagen af trombolysen, der indebærer du ligger helt stille og overhovedet ikke rører dine ben og højst har en hældning på ca.30% i ryglænet = smadret ryg, fik jeg smerter i venstre ben. Men de kloge læger kunne ingenting se. Om aftenen begyndte jeg så at kaste op. "Du skal bare have noget væske, søde. Så er du på toppen igen" (så meget man nu kan være det når man er fanget i en hospitalsseng) Så jeg fik en masse vand og mit hæmaglobintal (blodprocent) steg igen. En time senere var den gal igen og udover jeg kastede op, så blev jeg døv og besvimede.

Det næste husker jeg knapt nok, så har fået en del fortalt af min mor der var med-indlagt, altså sov på hospitalet hver aften. Alarmberedskabet blev tilkaldt og en hulens masse læger fumlede rundt med alle de maskiner jeg var tilkoblet og så kører de ellers afsted med mig. Ned i CT scanneren, hvor jeg husker jeg fik af vide jeg IKKE måtte falde i søvn og efterfølgende bliver jeg kørt på intensiv hvor de komprimerer blødningen i mit venstre ben. Jeg får blod, morfin, ilt slange i næsen og en masse andre underlige ting. Imens sidder min mor i et venteværelse og overvejer om hun skal ringe til min far klokken 04.00 om natten og sige hvad der sker. Hvad hvis hun ringer og min far kører hele vejen derind for så bare at skulle køre hjem igen? Hvad hvis nu hun ikke ringer og min far aldrig får sagt farvel til mig fordi jeg dør? Der overhører hun overlægen gå og diskutere med sig selv ude på gangen om han skal operere! Valget falder på at lade være og håbe på det bedste, da det kunne give yderligere komplikationer at gøre det.

Jeg overlever. Jeg sidder her jo idag. I dagene efter bliver der foretaget utallige undersøgelser, da jeg ikke nåede at få den fulde behandling og der stadig er blodproprester tilbage i mit ben. Det er derfor vigtigt jeg får gået meget. Problemet er bare at jeg ikke kan gå på det venstre ben der er et STORT blåt mærke. Hele benet og hen over maven. Jeg ligger med en venepumpe på der får gang i blodcirkulationen. Jeg har den også med hjem og bruger den hver dag og nat i et par måneder. Jeg går med mine krykker 5km om dagen og min mor sover hos mig, da jeg ikke selv kan komme op af sengen. Efter et stykke tid som sygemeldt begynder jeg til genoptræning.

Jeg har nu i et år været på blodfortyndende, får taget regelmæssige blodprøver. Hver gang jeg har ondt i benene bliver jeg paranoid og jeg har svært ved at sove om natten. For hvad hvis jeg ikke vågner igen?

Jeg er ikke genetisk disponeret. Jeg vejer 15kg for meget og tog p-piller. I følge overlægen på trombosecenteret er min rygning ligegyldig da jeg havde en veneprop, hvis det havde været en åreprop havde der måske været en sammenhæng.

Jeg skriver ikke dette for at få medlidenhed. Jeg skriver det ikke for at skræmme. Jeg skriver det fordi det er god selvterapi og fordi p-piller kan være farlige. Så hvis det bare kan få EN til at overveje en anden løsning vil det være det værd at have udleveret mig selv på denne måde.

"Jamen sådan noget ville aldrig ske for mig" - Forkert. For så havde jeg ikke haft en blodprop i mit højre ben."

Okay helt passionskifte er det ikke, men i hvert fald indenfor uddannelse.
Jeg ville jo virkelig gerne arbejde indenfor film - nærmere bestemt Production Design, men jeg er gået hen og er blevet mere forelsket i Grafisk Design. Det er det eneste jeg nørder på, læser bøger om og gerne vil eksperimentere med (forbandede dyre illustrator).
Men altså, min interesse for film er bestemt ikke forsvundet, og jeg er stadig en nørd, men så vil jeg nok egentlig hellere være med til udviklingen af plakater, cover og reklame.
Jeg er i skrivende stund i gang med at undersøge mine muligheder, der er selvfølgelig stadig Designskolen, men jeg må indrømme det bliver mindre og mindre tiltalende jo mere jeg hører om at gå der.
Den sindsyge konkurrence-spirit er virkelig slet ikke mig, så nu må vi se hvad jeg ender med.
-
Tja, og så det overfladiske pis?
Jeg tænker tit på hvordan jeg skal begå mig i en verden af kunst og design når jeg ofte synes det er prætenstiøst og højrøvet. Overfladisk. Det samme.
Jeg ved godt at kunstscenen i Danmark gerne vil noget. Har noget på hjerte, men jeg bliver simpelthen så træt af at se de samme hipster-trekanter, illuminati øjne, børnetegninger og pop-art over det hele.
Der går heller ikke lang tid før jeg knækker mig i lårfede stråler over mærker som Monki, ACNE mm.
Det går alle de unge kreative jo i, ikke?!
Derudover bliver kunsten altid pakket ind i flotte, snobbede og for de fleste, u-forståelige vendinger.
Når en udstilling skal sælges bliver den analyseret så meget, at hvis det ikke er det man får ud af det så er man ikke hip nok.
Det holder op med at være lettilgængeligt.
For at illustrere pointen, hvordan jeg opfatter det, så er her en lille anbefaling af en udstilling fundet på  I Do Art.

“På udstillingen Arbejdsmark fremlægger Christian Vind sine seneste fund fra sin udgravning af vores billedkultur. I to store collageværker er en imponerende mængde billeder, ca. 450 i hver, organiseret ud fra en række formelle lighedsparametre og fælles grundtræk som eksempelvis cirklen og kvadratet, der åbner veje ind i billedfladens overflod af tegn. Placeret i nærheden af hinanden skabes koblinger mellem umiddelbart arbitrære motiver som loftet i et kirkerum, mundingen af en grotte, en fjern galakse, en forhistorisk maske, en hjernescanning, en sten med helleristninger og Gundestrupkarret.

Som en demonstration af motivforvandlingens mirakel er collagerne fulde af opfindsomme og dristige associationskæder, der med blikkets vandring kommer til syne og opløses i stadigt nye forgreninger og betydningssammenhænge. I mellemrummene mellem billederne indføres en egenartet logik, der med sidestillingen af det heterogene materiale transcenderer tid og sted. Mens hvert billede i sig selv henviser til noget klart defineret uden for collagens kant, optræder de her som foranderlige pejlemærker i et encyklopædisk, mentalt kort over kollektiv erindring og kulturarv.”

Vil faktisk rigtig gerne høre jeres tanker omkring det, hvis i har gjort jer tanker om det?

FIK JEG SAGT JEG ELSKER WHOMADEWHO ?!

Okay, ja. Det er vist blevet nævnt herinde før, men nu gør jeg det igen!

De spillede jo i Tivoli i fredags, og havde skrevet på deres facebook side at de gik på kl.23.00.

Jeg tænkte jeg hellere lige måtte tilkendegive at jeg allerede vidste det og selvfølgelig kom. Derudover skrev jeg pænt at jeg håbede de ville spille 'Below The Cherry Moon', som mindede mig om min eks der meget uventet mistede livet for 2 uger siden.

Halvvejs inde i koncerten .. FUCK MIG I R ... om de så ikke ligepludselig siger "Den næste sang er til en ung pige .. Som har rigtig meget brug for det"

(Eller i den dur, husker det ikke rigtigt)

Så spillede de den i en endnu smukkere udgave og jeg tudbrølede. 

Tomas H gik også rundt nede foran og sang til alle de piger der lige var og lagde armen rundt om nogen af dem. Efter koncerten gik jeg hen og spurgte om en auto, Tomas H sagde 'selvfølgelig' og så sagde jeg "så kan du jo passende skrive den i den bog jeg skriver breve til min eks-kæreste i" (jeg har da flair for det dramatiske) og så sagde han "Ej, det er dig" og aede mig på armen, vildt sød og spurgte til det.

Hold kæft hvor jeg synes det er helt fantastisk at man som band læser sådan noget og gør det!

Starten er desværre ikke med, ville ellers virkelig gerne huske hvad der præcis blev sagt, men det var smukt!

...

-
I dag har jeg været til smuk begravelse.
-
.. Da dette billede blev taget i skoven, gik B på hele vejen tilbage og citerede den første Shrek film.
Jeg troede mine ører skulle falde af og jeg kunne bare ikke få ham til at holde kæft, haha.
Så nu har jeg lejet den sidste Shrek film, og vil sætte mig ned og se den.

DER HAR VÆRET LIDT STILLE HERINDE ..

.. Min eks-kæreste er død og det er lidt svært at håndtere.

Har sikkert brug for snart at blive distraheret, og så kommer der vel gang i den.

I øvrigt dejligt med 2 nye læsere på bloglovin. Det er jeg glad for - for jer allesammen selvfølgelig.
Hav en god weekend, blogland.

THE PERFECT STONE

Lige pludselig lå den der. Midt på markerne hvor jeg legede som barn. På den gård hvor jeg brugte de første 13 år af mit liv. Den perfekte sten, der da den blev løftet havde den flotteste, glatte overflade der bare ventede på at få indgraveret sin tidligere ejers navn. 1 år og 8 måneder. Så lang tid tog det før der kom gravsten på. Hele ventetiden værd.

KÆRE BLOGGERE I BLOGLAND ..

.. I må ALDRIG holde op med at iscenesætte jer selv .

Jeg har brug for det !

Jeg blev for noget tid siden gjort opmærksom på, at der findes mennesker der er blevet deprimerede af at kigge på venner og bekendtes 'lykkelige' liv på facebook og andre sider hvor man stiller sit liv til skue.

Eller en brøkdel af det, og selvfølgelig den del der får os til at fremstå som glade, komplette mennesker der hviler i os selv og laver spændende ting hver dag. Jeg kan godt forstå det. På min facebook flytter folk i lejlighed eller hus med deres partnere, får børn og elsker deres uddannelse eller job. Det kan da godt engang imellem være deprimerende når jeg nu sidder som 25-årig, på kollegium, single og på understøttelse. Og så alligevel .. Jeg er jo egentlig meget glad. Jeg har opdaget at alle disse ting ikke vil gøre mig lykkelig hvis jeg ikke er glad for mig selv, og inderst inde ved at jeg er god nok præcis som jeg er. Jeg er der slet ikke endnu, men jeg arbejder på det.

Samme iscensættelse sker i blogland. Jeg gør det jo også selv, selvom jeg ikke synes jeg er bleg for at sige når det hele er lort og jeg bare ikke gider mere. Men jeg bliver ikke deprimeret over det. Den største grund er nok at jeg slet ikke kender de mennesker jeg følger, i modsætning til på facebook.

Næh, jeg bliver motiveret.

Kaffe, cigaretter, sund morgenmad, stimulerende bøger, store marker, restaurant besøg, cafe besøg, kreative breve, smukke blomster, sæbebobler, koncerter, kage billeder, album anbefalinger, film-anmeldelser, søde kærester, pæne sko, basic t-shirts, børnetegnings-akvareller, skæve streger, papirs-fugle, polaroid fotos, flotte soldnedgange, bål på stranden, skovture, drukture, hipsterliv, fotografi-interesserede, kunst, skønhedstips mm.

Alle disse ting er bare en reminder om hvor spøjst, finurligt og fantastisk hverdagslivet kan være og det er bare om at komme ud og leve det og blive inspireret !

Jeg elsker det ! - Så i må virkelig ALDRIG holde op med at iscenesætte jer selv !

 -

.. Og så kan det vist ikke være anderledes end at slutte med 3 yndlings-citater.

DET DER BLOGGING ..

Jeg ved ikke helt hvad der sker, men nogen gange tager jeg mig selv i at lade være med at poste noget fordi jeg tænker "Stine, det er da kun dig der synes det er spændende". 

Er det ikke dumt?

Jeg elsker design, arkitektur og kunst, jeg har ikke en skid forstand på det, men jeg elsker det.

Jeg har vildt meget lyst til at spamme bloggen med alt det der inspirerer mig, men jeg lader være? 

Det må stoppe nu, ikke sandt!

Det er vel min blog?

Nå, men ye be warned - nu kommer der masser af det.

God weekend :)

UNG OG ADHD

Jeg har lavet en side der findes ved at klikke på tegningen til højre.

Der står lidt om det at have ADHD for mig. Jeg ved godt at mange vil kunne genkende dem selv i det der står, der er jo ting der kan forekomme for alle, men synes det er lidt vigtigt at huske på at når man har ADHD så er disse ting konstante og invaliderende. Det kan godt ramme ret dybt når folk slår ens symptomer hen med at "sådan har vi det da allesammen engang imellem". Det kan nemt føles som om ens problemer bliver ubetydelig-gjort og det der gør hverdagen svær, kommer til at lyde som om man bare er doven og dum.

Jeg har tænkt mig at skrive noget mere og lidt mere generelt, men jeg gik lidt død i det, så indtil videre, en brøkdel af hvad det vil sige at være mig.

Dejligt passende billede :)

Det der med at være feminin ..

.. det er jeg virkelig dårlig til!

Jeg vil helst gemme mig væk i store bluser, herreskjorter og du ser mig aldrig i en kjole.

I januar købte jeg støvler og begyndte at gå i de der 50 kroners nederdele fra H&M. Det er faktisk ret vildt for mig. Jeg har aldrig rigtig tænkt over at feminitet og ens selvbillede hænger rigtig meget sammen, men jeg begynder at kunne mærke det. Jeg arbejder med mig selv og mit selvværd på daglig basis, som de fleste nok gør, og jeg kan mærke at jo bedre jeg får det i min egen krop, jo mindre har jeg lyst til at gemme mig væk.

Det er dejligt befriende og enormt skræmmende på samme tid.

Men derfor tog jeg for en uges tid siden på shoppe-tur med det formål at komme hjem med noget jeg ikke druknede i og var ude af min comfort-zone.
Findes der mon andre som mig der kan nikke genkendende til de følelser?

Tillykke med de 76 år i himlen, kære fader.

Kender i det når man er lidt små-depri over noget man ikke rigtig kan sætte fingeren på?

Jo, jeg er nedern over at være glad for DUDE fordi vi ikke rigtig kommer nogen vegne, men det er mest fordi jeg er forelsket i kærligheden og ikke så meget i ham! Giver jeg mening?

Men jeg savner udfordring og stimulering. 

Jeg vil gerne SÅ mange ting, men ligger alligevel bare i sengen mens dagene forsvinder og det underligste er at i går synes jeg livet var helt fantastisk. Det er flygtige følelser der forsvinder alt for hurtigt ud af kroppen og sjælen. 

Jeg trøster mig med David Bowies 'Heroes' og en masse cigaretter. Det er virkelig ikke optimalt.

Tanker om den der hjemmeopgave!

Jeg er glad.

Jeg ved ikke om den er god nok, om jeg kommer til optagelsesprøve eller om jeg skulle være heldig at komme gennem nåleøjet og ind på Designskolen, men jeg er stolt af mig selv.

Det er første gang jeg nogensinde laver et kreativt projekt som jeg gør færdigt.

Jeg tror ikke jeg har nævnt det før, men jeg har nok ADHD. Eller det har jeg, jeg er bare ikke helt færdig med udredelsen endnu, og en af de ting der er svære, er at gøre ting færdige når den udfordrende del er overstået.

Det er som om der går en klap ned. Selvom jeg ved hvad jeg skal lave har jeg ingen idé om hvordan jeg skal gribe det an og jeg har altid opgivet. Undtagen med denne opgave! Jeg har også fået hjælp og spark i røven, men for søren hvor er det vigtigt for mig at jeg gør det.

Jeg er slet ikke færdig endnu. Skal ind på min skole om lidt og finde ud af hvordan alting skal sættes sammen og imorgen ud og have fremkaldt flere billeder og købe en masse dyre ting (man bruger godt nok mange penge på den, jesus) så jeg har rigtig travlt, men jeg nyder det.

Jeg vil gerne vise den når den er færdig. Så må det blive en do or don't opgave til fremtidige ansøgere :)

Men i må gerne få et lille billede af min model nu.

Billedet er lidt skævt, men det ignorerer vi bare, ikk?

Jeg ved slet ikke om det er spændende at høre om det, men ellers så har jeg det da til fremtidige mig :)

.. Om tingene virkelig er som man ser dem?

Nogen tegninger jeg lavede for et par måneder siden. De mangler at blive tegnet op, så der fx. ikke er sort i det gule. Eller faktisk overvejer jeg at lave dem på ny da jeg ikke er helt tilfreds med trekanterne og den store cirkel. 

Jeg er egentlig ikke fan af man skal have en forklaring på de ting man laver, men jeg tænkte faktisk en del over disse simple symboler. Jeg tænker bare generelt for meget. Over-analyserer virkelig alting. Jeg har svært ved bare at føle og lade være med at skulle finde forklaringer på ting. Jeg er også meget sort/hvid. Der findes ikke gråzoner i midt univers og sådan er livet desværre bare ikke. Det er jo næsten all-grey og ting er ofte mere end de ser ud til at være. Haha, jeg ved slet ikke om jeg giver mening lige nu - kl.02.31 om natten. 

Men jeg ville bare prøve at illustrere at tingene sjældent er hvad man 'bare' tror de er og alt er subjektivt.

Især mennesker imellem. Nu udleverer jeg jo mig selv med min far, så hvorfor ikke også med DUDE. Haha, ja det skal han hedde. Eller som min veninde Maja ville kalde ham "Mr. Bathroom-poser" eller "Mr.Sexløve". Det er guldkorn når hun åbner munden. Men det var ikke det jeg talte om. Flot Stine. Vi sås i lørdags og det gik fint. Indtil jeg flippede ud over noget fordi jeg var fuld. Not cool. Men jeg ved ikke hvor vigtigt det var. For der skete ting som en fyr ville tænke over (har jeg fået af vide) men som jeg aldrig ville. Og nu snakker vi ikke sammen. Har skrevet en enkelt besked, som var vildt lame fordi jeg var usikker på mig selv. Og jeg ved ikke om han sidder i den anden og ikke svarer fordi han er flov, usikker eller tænker jeg er psycho. Og hvad skete der så egentlig? Når det er to forskellige mennesker der har siddet i samme situation? For vi har jo opfattet aftenen helt forskelligt. Så er cirklen en cirkel eller er det en trekant?

OMG, jeg lyder tosset og snakker vist på mit eget sprog. Jeg stopper nu. 

TORSDAG DEN 16. JANUAR 2011

Okay, ikke det mest positive i hele verden, men det er jeg heller ikke lige nu. Et indblik i mine egne følelser omkring min far for lidt over et år siden. Utroligt hvor mange minder og ting man få sig selv til at glemme for at undgå at føle.


“Jeg har ikke lyst til at dø – men jeg har heller ikke lyst til at leve.

Jeg er nok en blanding af levende og død. Sat på pause. Nogen har trykket på knappen. Jeg eksisterer, men jeg er her ikke. Jeg føler alting i hele verden og alligevel føler jeg intet. Der er så mange ting jeg vil i denne verden, men jeg gider dem alligevel ikke rigtig. Jeg vil gerne være lykkelig. Jeg vil gerne uddanne mig indenfor noget jeg brænder for. Jeg vil gerne giftes og have børn. Men jeg gider ikke tegne uden min far. Jeg gider ikke giftes når min far ikke kan følge mig ned af kirkegulvet og jeg gider ikke have børn når de aldrig kommer til at kende deres morfar og elske ham ligeså højt som jeg.

Jeg har aldrig rigtig spekuleret i fremtiden. Jeg har aldrig skænket min bryllupsdag en tanke før de sidste 52 dage. Så lang tid siden er det jeg har snakket med min far og hvis det føles sådan her nu, hvordan føles det så ikke når det er et år siden jeg sidst har snakket med ham? Et år siden jeg så min smukke fars ansigt? Brokkede mig over han blokerede for tv’et da han spiste suppe til vild med dans finalen. Eller hørte på hans brok når han kom ned om natten og jeg ikke var gået i seng endnu. Når det er et år siden jeg sidst så ham sidde vippende på sin stol ved køkkenbordet og ligge/lægge kabale med et glas rødvin, en cigaret og hånden hvilende i panden. Eller når det er et år siden han sidst spurgte ”hvad sagde du?” når jeg ikke kan finde ud af forskellen på ligge og lægge.

Jeg savner ham så meget at jeg ikke ved hvordan jeg skal komme igennem resten af livet uden ham. Jeg har ikke lyst til at komme igennem resten af livet uden ham. Jeg har stadig brug for ham. Der var stadig så mange ting han skulle lære mig, så mange snakke vi skulle have. Jeg er jo forhelvede ikke engang rigtig voksen endnu. Han skrev engang et brev til mig hvor der stod ”jeg håber alt godt må times dig og du må blive glad og lykkelig”. Undskyld mig, men hvordan fanden havde han regnet med jeg skulle kunne blive det når han bare dør fra mig? Jeg vil bare have min far!!!

Der er sgu da ikke andre der gider at sidde og tage quizzer om europa og lande på nettet med mig. Eller sidde og nævne alle de amerikanske stater med mig når vi er ude og køre bil. Eller se westerns med Clint Eastwood med mig. Eller nyde Carmina Burana med mig. Og hvem skal jeg nu købe bøger om 2.verdenskrig jeg finder på loppemarkeder, til? Eller holde øje med de nyeste Jan Gulliou bøger for? Hvem skal tæske mig i Bezzerwizzer flere gange i træk? Eller spille casino og dawozzerjas med mig?

Hvis vejrtrækning skal jeg nu holde øje med? Hvem skal jeg sidde og bekymre mig om når jeg ikke kan fange dem på mobilen? Hvem skal jeg nu fortælle at de er den bedste far i hele verden?

Jeg gider ikke leve mit liv uden min far, men jeg gider heller ikke dø for jeg har endnu ikke levet."

Vægt-hysteri

Michelle og jeg har lige siddet og diskuteret det hele blog-land diskuterer for tiden: vægt. I den anledning vil jeg gerne poste noget jeg skrev i starten af 2010. Jeg har ikke rettet i det, selvom jeg nok ville have formuleret mig en del anderledes i dag. 

Here you go ..

Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal starte det her indlæg, jeg ved bare at jeg føler jeg bliver nødt til at skrive det (corny, I know)

Ved første øjekast kan det godt være du tænker – åh nej, ikke mere af sådan noget fedmehysteri, but please read till’ finish.

Jeg er en stor pige. Vejer i hvert fald 20kg for meget. Har været slank og måske også lettere undervægtig engang. Så jeg har været begge steder og forstår virkelig ikke hvad slanke mennesker har imod store mennesker OG omvendt.

Jeg stødte på en side forleden dag hvor folk bitchede over store mennesker, desværre ofte kaldt buttede, tykke, fede. Der kunne jeg bl.a. læse at “tykke mennesker udstråler dårligt selvværd og selvdisciplin” og “det med at trøstespise er noget opspundet pis for at få lidt falsk glæde” – Begge dele kunne ikke være længere fra sandheden, men jeg har svært ved at blive rigtig forarget over det. Folk der siger det, har ikke oplevet at være stor, så hvordan skulle de vide det? Men man har ikke nødvendigvis mere selvdisciplin og højt selvværd fordi man er slank. Jeg har en del mennesker med bulimi i min omgangskreds og de er i hvert fald dybt uenige. Men det er nemmere at pege på mig og sige jeg har et problem end på min veninde, for det viser sig ikke udad til. Og til den med trøstespisning? Den er næsten rigtig – den er der i hvert fald for falsk glædes skyld. Jeg begyndte at tage på da jeg var i et rigtig dårligt forhold og det fortsatte bagefter da jeg blokerede for alle de negative følelser der var forbundet med det. Hvis jeg spiste, så behøvede jeg ikke at føle. Men det har taget mig nogle år at stå ved at det var det der rørte sig i mig. Men til trods for min vægtøgning, så har mit selvværd det bedre nu, end for 20 kg siden. Jeg var på det tidspunkt så ked af det og deprimeret over de 10kg jeg havde taget på der. Og jeg forbandt virkelig at være slank med at være lykkelig. Men at blive stor har gjort at jeg skulle forholde mig til andre mennesker, venner som fremmede, og mig selv på en helt anden måde. Og det har ikke altid været rart, men det har gjort mig gladere for mig selv at skulle se mine selvværdsproblemer i øjnene og arbejde med dem (og her snakker jeg ikke vægt, for vægten er næsten altid et bi-problem). Det handler derfor heller ikke som selvdisciplin eller viljestyrke. Jeg har masser af viljestyrke, men den hjælper mig ikke før jeg selv er klar til den forandring der gør at jeg tør at tabe mig. Ja, tør - for lige nu er så meget af min identitet forbundet til det at være stor. Men videre,  jeg bliver heller ikke stødt over at modeller i dag er ‘for tynde’. Og jeg har da ingen grund til at kalde dem for ulækre skeletter – det er jo ikke deres skyld at jeg vejer for meget! Jeg er sikker på at det rykker ved nogen menneskers selvopfattelse i den negative retning at det at være tynd bliver anset for ‘det rigtige’, men istedet for at beklage sig over modellerne, så man finde sit eget ‘rigtige’. For det er det, det hele handler om. Og ja, det er pisse svært , men man bliver nødt til selv at finde sit eget værd. Ingen andre finder det for en. Og så er det altså ligemeget om man er stor eller slank. Det er de færreste der har et optimalt selvværd, men det er forskellige måder at håndtere det på der gør nogen mennesker store, og nogle mennesker for tynde eller bare slanke (og diverse andre). Og ingen måder at klare det på er bedre, mere rigtige, eller gør folk til bedre mennesker end andre. Så drop fordommene. Om store mennesker, om slanke mennesker, om folk der afhængige af noget, folk med blåt hår eller whatever. Vi har alle vores ting at døje med!

"Perhaps they are not stars in the sky, but rather openings where our loved ones shine down to let us know they are happy"

Julen 2011

 Min fars hadegave fra Disneyland.

Mine gaver fra i dag. Lækkert. Får flere imorgen :p