Okay, ikke det mest positive i hele verden, men det er jeg heller ikke lige nu. Et indblik i mine egne følelser omkring min far for lidt over et år siden. Utroligt hvor mange minder og ting man få sig selv til at glemme for at undgå at føle.
“Jeg har ikke lyst til at dø – men jeg har heller ikke lyst til at leve.
Jeg er nok en blanding af levende og død. Sat på pause. Nogen har trykket på knappen. Jeg eksisterer, men jeg er her ikke. Jeg føler alting i hele verden og alligevel føler jeg intet. Der er så mange ting jeg vil i denne verden, men jeg gider dem alligevel ikke rigtig. Jeg vil gerne være lykkelig. Jeg vil gerne uddanne mig indenfor noget jeg brænder for. Jeg vil gerne giftes og have børn. Men jeg gider ikke tegne uden min far. Jeg gider ikke giftes når min far ikke kan følge mig ned af kirkegulvet og jeg gider ikke have børn når de aldrig kommer til at kende deres morfar og elske ham ligeså højt som jeg.
Jeg har aldrig rigtig spekuleret i fremtiden. Jeg har aldrig skænket min bryllupsdag en tanke før de sidste 52 dage. Så lang tid siden er det jeg har snakket med min far og hvis det føles sådan her nu, hvordan føles det så ikke når det er et år siden jeg sidst har snakket med ham? Et år siden jeg så min smukke fars ansigt? Brokkede mig over han blokerede for tv’et da han spiste suppe til vild med dans finalen. Eller hørte på hans brok når han kom ned om natten og jeg ikke var gået i seng endnu. Når det er et år siden jeg sidst så ham sidde vippende på sin stol ved køkkenbordet og ligge/lægge kabale med et glas rødvin, en cigaret og hånden hvilende i panden. Eller når det er et år siden han sidst spurgte ”hvad sagde du?” når jeg ikke kan finde ud af forskellen på ligge og lægge.
Jeg savner ham så meget at jeg ikke ved hvordan jeg skal komme igennem resten af livet uden ham. Jeg har ikke lyst til at komme igennem resten af livet uden ham. Jeg har stadig brug for ham. Der var stadig så mange ting han skulle lære mig, så mange snakke vi skulle have. Jeg er jo forhelvede ikke engang rigtig voksen endnu. Han skrev engang et brev til mig hvor der stod ”jeg håber alt godt må times dig og du må blive glad og lykkelig”. Undskyld mig, men hvordan fanden havde han regnet med jeg skulle kunne blive det når han bare dør fra mig? Jeg vil bare have min far!!!
Der er sgu da ikke andre der gider at sidde og tage quizzer om europa og lande på nettet med mig. Eller sidde og nævne alle de amerikanske stater med mig når vi er ude og køre bil. Eller se westerns med Clint Eastwood med mig. Eller nyde Carmina Burana med mig. Og hvem skal jeg nu købe bøger om 2.verdenskrig jeg finder på loppemarkeder, til? Eller holde øje med de nyeste Jan Gulliou bøger for? Hvem skal tæske mig i Bezzerwizzer flere gange i træk? Eller spille casino og dawozzerjas med mig?
Hvis vejrtrækning skal jeg nu holde øje med? Hvem skal jeg sidde og bekymre mig om når jeg ikke kan fange dem på mobilen? Hvem skal jeg nu fortælle at de er den bedste far i hele verden?
Jeg gider ikke leve mit liv uden min far, men jeg gider heller ikke dø for jeg har endnu ikke levet."
6 kommentarer:
Har aldrig mistet min far så han ikke var her mere.. Men min far er til stede, men er her ikke.. Det er ikke det samme, ikke helt de samme følelser, men ja.. Du er ikke den eneste der lider. Og det hjælper ikke en skid på hvordan man har det :-)
Men selvom han ikke kan give dig et kram, spille spil med dig og selvom du ikke kan se ham. Så er han her jo stadig - Inde i dit hjerte kan du føle ham, og der vil han aldrig forsvinde fra! :-)
Du skal nok komme igennem det uden ham, tænk på alt det gode i havde sammen, og alt det gode du har nu, og ikke hvad du ikke har!
kram <3
/ universbys.blogspot.com
Jeg mener vidst ikke, at jeg har kommenteret her inde før, men jeg vil bare lige sige, at det var virkelig smukgt skrevet! Selvom jeg ikke kender dig, føler jeg med dig og jeg er enormt ked af det på dine vegne.
Jeg håber du kommer igennem denne svære tid, selvom det nok virker umuligt og urealistisk :/
og der fik du sku lige mine tåre til at trille som en gal!
for et år siden besluttede jeg at min mor skulle gå med mig ned af kirkegulvet til mit bryllup.. og selvom jeg ved det ikke hjælper dig en dyt. så ved jeg hvad du snakker om...
alle de samtaler som aldrig blev til noget, og alle de minder som heller aldrig blev til?
jeg håber at du finder en eller flere personer, som du kan dele nye oplevelser med... og hvis ikke andet vil jeg sku gerne tage europa quizzer med dig! :)
now you know, og mange tanker herfra! :)
xx Nanna
og btw... så er jeg også okay til de amerikanske stater... men vil ikke love for meget :)
Tak Sandra.
Nej, det hjælper selvfølgelig ikke mig hvordan andre har det, men det kan være rart at få af vide engang imellem at man ikke er alene med alle de store følelser her i livet, så tusind tak for du selv deler lidt.
Maja, jeg bliver helt rørt - tusind tak!! At du siger det er smukt skrevet betyder faktisk rigtig meget :)
Nanna, du får sgu din helt egen kommentar.
Jeg er glad for du begyndte at græde lidt. For så ved jeg du lukker lidt følelser ud som jeg ved er godt for dig ;) Det lyder virkelig fesent, men du er jo med på hvad jeg mener. Som når du siger du ved hvordan jeg har det - for det gør du!
Ja minderne der aldrig blev til. SUCKS!
Åh ja, den med kirkegulvet. Godt at vide jeg ikke er den eneste der har spekuleret i det. Jeg har så valgt min fars bror istedet, men jeg kunne jo egentlig godt vælge min mor? Hmm..
Og jeg vil tage dig op på det med europa-quizzerne og de amerikanske stater. At du kun er okay til staterne er bare bonus, for så kan jeg måske for en gangs skyld vinde der ;) haah .
Tusind tak, du er virkelig bare sød.
Send en kommentar