Vægt-hysteri

Michelle og jeg har lige siddet og diskuteret det hele blog-land diskuterer for tiden: vægt. I den anledning vil jeg gerne poste noget jeg skrev i starten af 2010. Jeg har ikke rettet i det, selvom jeg nok ville have formuleret mig en del anderledes i dag. 

Here you go ..

Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal starte det her indlæg, jeg ved bare at jeg føler jeg bliver nødt til at skrive det (corny, I know)

Ved første øjekast kan det godt være du tænker – åh nej, ikke mere af sådan noget fedmehysteri, but please read till’ finish.

Jeg er en stor pige. Vejer i hvert fald 20kg for meget. Har været slank og måske også lettere undervægtig engang. Så jeg har været begge steder og forstår virkelig ikke hvad slanke mennesker har imod store mennesker OG omvendt.

Jeg stødte på en side forleden dag hvor folk bitchede over store mennesker, desværre ofte kaldt buttede, tykke, fede. Der kunne jeg bl.a. læse at “tykke mennesker udstråler dårligt selvværd og selvdisciplin” og “det med at trøstespise er noget opspundet pis for at få lidt falsk glæde” – Begge dele kunne ikke være længere fra sandheden, men jeg har svært ved at blive rigtig forarget over det. Folk der siger det, har ikke oplevet at være stor, så hvordan skulle de vide det? Men man har ikke nødvendigvis mere selvdisciplin og højt selvværd fordi man er slank. Jeg har en del mennesker med bulimi i min omgangskreds og de er i hvert fald dybt uenige. Men det er nemmere at pege på mig og sige jeg har et problem end på min veninde, for det viser sig ikke udad til. Og til den med trøstespisning? Den er næsten rigtig – den er der i hvert fald for falsk glædes skyld. Jeg begyndte at tage på da jeg var i et rigtig dårligt forhold og det fortsatte bagefter da jeg blokerede for alle de negative følelser der var forbundet med det. Hvis jeg spiste, så behøvede jeg ikke at føle. Men det har taget mig nogle år at stå ved at det var det der rørte sig i mig. Men til trods for min vægtøgning, så har mit selvværd det bedre nu, end for 20 kg siden. Jeg var på det tidspunkt så ked af det og deprimeret over de 10kg jeg havde taget på der. Og jeg forbandt virkelig at være slank med at være lykkelig. Men at blive stor har gjort at jeg skulle forholde mig til andre mennesker, venner som fremmede, og mig selv på en helt anden måde. Og det har ikke altid været rart, men det har gjort mig gladere for mig selv at skulle se mine selvværdsproblemer i øjnene og arbejde med dem (og her snakker jeg ikke vægt, for vægten er næsten altid et bi-problem). Det handler derfor heller ikke som selvdisciplin eller viljestyrke. Jeg har masser af viljestyrke, men den hjælper mig ikke før jeg selv er klar til den forandring der gør at jeg tør at tabe mig. Ja, tør - for lige nu er så meget af min identitet forbundet til det at være stor. Men videre,  jeg bliver heller ikke stødt over at modeller i dag er ‘for tynde’. Og jeg har da ingen grund til at kalde dem for ulækre skeletter – det er jo ikke deres skyld at jeg vejer for meget! Jeg er sikker på at det rykker ved nogen menneskers selvopfattelse i den negative retning at det at være tynd bliver anset for ‘det rigtige’, men istedet for at beklage sig over modellerne, så man finde sit eget ‘rigtige’. For det er det, det hele handler om. Og ja, det er pisse svært , men man bliver nødt til selv at finde sit eget værd. Ingen andre finder det for en. Og så er det altså ligemeget om man er stor eller slank. Det er de færreste der har et optimalt selvværd, men det er forskellige måder at håndtere det på der gør nogen mennesker store, og nogle mennesker for tynde eller bare slanke (og diverse andre). Og ingen måder at klare det på er bedre, mere rigtige, eller gør folk til bedre mennesker end andre. Så drop fordommene. Om store mennesker, om slanke mennesker, om folk der afhængige af noget, folk med blåt hår eller whatever. Vi har alle vores ting at døje med!