Søde Nanna skrev igår et indlæg om p-piller og blodpropper. Et emne der har været oppe mange gange, men som aldrig kan få for lidt opmærksomhed. Dette er min blodprop historie skrevet tilbage i 2010.
Jeg udleverer mig selv ret meget herinde, med min far, med B og andre ting, men jeg synes faktisk det her er ret grænseoverskridende. Jeg vælger at gøre det alligevel fordi de fleste går og tror det ikke rammer dem, men det skal jo ramme nogen? Og er det virkelig det værd? I mit tilfælde er det selvfølgelig et rungende nej! Udover det sidder jeg her næsten 4 år efter og kæmper med en ret vild sygdoms-angst der har resulteret i adskillige søvnløse nætter, mistro overfor læger og medicin og små panik-anfald når mit ben gør ondt, jeg har feber o.lign.
"Nej, jeg siger ikke det er farligt for alle at tage p-piller. Jeg siger heller ikke at p-piller ikke er gode for nogen. Lad mig bare lige slå dette fast. Det her er min historie og hvad der skete for mig!
I november 2008 blev fik jeg akut lumbago = hold i ryggen og måtte ligge ned i 3 meget kedelige uger. Da min ryg endelig var kommet på plads blev jeg syg. Jeg havde lidt feber, meget ubehagelig rygsmerter der ikke var relateret til mit hold i ryggen, vejrtrækningsproblemer, ondt i brystkassen og hostede blod op. Jeg var indlagt en enkelt dag, hvor jeg fik af vide jeg NOK havde lungehindebetændelse og fik pencillin, der efter 6 dage uden nogen tegn på det virkede, ikke alarmerede lægerne. Disse ting var on/off indtil den 21. Januar 2009 hvor jeg ville træde ud af sengen og mit højre ben faldt sammen under mig. Jeg kunne slet ikke gå. Jeg ringede efter et par timer til mine forældre og de kørte fra sjælland til fyn for at hente mig.
Klokken 23.30 kunne de så på Slagelse Sygehus konstatere at jeg have en 40 centimeter lang blodprop i mit højre ben og jeg blev indlagt. 21 år.
Jeg var indlagt i 12 dage, hvilket der med den behandling jeg fik var lang tid. Jeg blev overført til Gentofte hospital og det er her de fortæller mig at jeg højst sandsynligt har haft en blodprop i lungen også. De udfører de noget der hedder trombolyse, hvor de indfører en slange direkte op i din vene eller åre, alt efter hvor din blodprop befinder sig. Slangen er forbundet med en kæmpe maskine der 4 gange i minuttet sprøjter blodfortyndende direkte ind i blodproppen. Jeg fik selvfølgelig af vide at der var visse risici forbundet med denne behandling, men at risikoen for gener efterfølgende var betydelig mindre. Tromboselæge fortalte mig at "der er 0,5% risiko for indre blødninger, men vi har lavet denne behandling i 5 år og der er aldrig sket noget" - Mit selvprofetiske svar var "JA, og jeg er 1 ud 1000 der har fået en blodprop pga. p-piller, hvorfor i al verden skulle jeg så ikke få en indre blødning" !
På 2.dagen af trombolysen, der indebærer du ligger helt stille og overhovedet ikke rører dine ben og højst har en hældning på ca.30% i ryglænet = smadret ryg, fik jeg smerter i venstre ben. Men de kloge læger kunne ingenting se. Om aftenen begyndte jeg så at kaste op. "Du skal bare have noget væske, søde. Så er du på toppen igen" (så meget man nu kan være det når man er fanget i en hospitalsseng) Så jeg fik en masse vand og mit hæmaglobintal (blodprocent) steg igen. En time senere var den gal igen og udover jeg kastede op, så blev jeg døv og besvimede.
Det næste husker jeg knapt nok, så har fået en del fortalt af min mor der var med-indlagt, altså sov på hospitalet hver aften. Alarmberedskabet blev tilkaldt og en hulens masse læger fumlede rundt med alle de maskiner jeg var tilkoblet og så kører de ellers afsted med mig. Ned i CT scanneren, hvor jeg husker jeg fik af vide jeg IKKE måtte falde i søvn og efterfølgende bliver jeg kørt på intensiv hvor de komprimerer blødningen i mit venstre ben. Jeg får blod, morfin, ilt slange i næsen og en masse andre underlige ting. Imens sidder min mor i et venteværelse og overvejer om hun skal ringe til min far klokken 04.00 om natten og sige hvad der sker. Hvad hvis hun ringer og min far kører hele vejen derind for så bare at skulle køre hjem igen? Hvad hvis nu hun ikke ringer og min far aldrig får sagt farvel til mig fordi jeg dør? Der overhører hun overlægen gå og diskutere med sig selv ude på gangen om han skal operere! Valget falder på at lade være og håbe på det bedste, da det kunne give yderligere komplikationer at gøre det.
Jeg overlever. Jeg sidder her jo idag. I dagene efter bliver der foretaget utallige undersøgelser, da jeg ikke nåede at få den fulde behandling og der stadig er blodproprester tilbage i mit ben. Det er derfor vigtigt jeg får gået meget. Problemet er bare at jeg ikke kan gå på det venstre ben der er et STORT blåt mærke. Hele benet og hen over maven. Jeg ligger med en venepumpe på der får gang i blodcirkulationen. Jeg har den også med hjem og bruger den hver dag og nat i et par måneder. Jeg går med mine krykker 5km om dagen og min mor sover hos mig, da jeg ikke selv kan komme op af sengen. Efter et stykke tid som sygemeldt begynder jeg til genoptræning.
Jeg har nu i et år været på blodfortyndende, får taget regelmæssige blodprøver. Hver gang jeg har ondt i benene bliver jeg paranoid og jeg har svært ved at sove om natten. For hvad hvis jeg ikke vågner igen?
Jeg er ikke genetisk disponeret. Jeg vejer 15kg for meget og tog p-piller. I følge overlægen på trombosecenteret er min rygning ligegyldig da jeg havde en veneprop, hvis det havde været en åreprop havde der måske været en sammenhæng.
Jeg skriver ikke dette for at få medlidenhed. Jeg skriver det ikke for at skræmme. Jeg skriver det fordi det er god selvterapi og fordi p-piller kan være farlige. Så hvis det bare kan få EN til at overveje en anden løsning vil det være det værd at have udleveret mig selv på denne måde.
"Jamen sådan noget ville aldrig ske for mig" - Forkert. For så havde jeg ikke haft en blodprop i mit højre ben."
